19 november 2007

Det ta'r kun 5 minutter..

.. at få et godt grin i Fakta. Det var helt sikkert ikke meningen at vi skulle grine af den stakkels medarbejder men det var ikke til at lade være.
I denne uge har Fakta et tilbud på tørrede svampe. Genialt og ikke normalt til at opdrive i Vestjylland. Afsted med damen og ind i butikken. Hov der er kommet nye stearinlys. Kigge kigge. Og der står svampene jeg skulle have. Hvad laver de sammen med lysene?! Ned i kurven og videre og rundt og om til kassen. På båndet med indkøbene og så kom jeg til at spørge det stakkels pigebarn, hvorfor de der svampe stod sammen med lys. Jo men de er jo til dekorationer. Ikke nikke nej de er sgu til madlavning. ØHHH så har de nok stillet dem forkert på plads. JA! 25 sekunder efter kommer der en dame op til kassen og spørger efter de der dælens svampe. "De står sammen med lysene" Gæt lige om den kunde så overrasket ud ;o)

18 november 2007

Bedre sent end aldrig


Som nogen nok ved var vi i Mexico sidste år. Billedet her stammer fra turen. Vi venter på at alle deltagere kommer til og i mens strikker jeg. Damerne i baggrunden fletter bælter og det gik stærkt. Lige efter billedet er taget blev de mere nysgerrige og skulle lige over for at se hvad i alverden den tossede turist dog lavede. De glemte helt at flette :o)

Som lovet..

Julegavestrikkeriet er på sit højeste. Og dog for de fleste er allerede færdige. Her ses gaven til kærestens onkel der som altid får sokker. Han bliver skuffet hvis det ikke er tilfældet. Garnet er Regia Kaffe Fassett købt i Næstved ved Uldheksen, hvor flere webstrikkere mødtes en lørdag i oktober.
Kusinen døjer med at kunne holde varmen om natten og Julemanden har nu bevilget hende et par strømper fra Interweaves 25 favorite socks i Arwetta købt her . Mon jeg også selv skal have et par. Ja det føles lækkert og det var hurtigt at lære mønsteret.
Og nu til en udfordring: jeg er mildest talt elendig til at strikke flerfarvet. Altså sådan noget hvor man har mere end een farve på pinden. Men når Helle C kunne, jamen så VILLE jeg også. Opskriften er lånt men skal købes og garnet er også købt her . Og i stedet for luffer blev det til 2 par af disse. Et par til hende selv og et par til julegave. Kærestens faster slider et par op om året så det er fast julegave ide dertil.

Kærestens julegave er købt og jeg håber han bliver glad for det. Han har manglet et strygejern længe og et brædt kan han så selv købe.
Jo der er hul på færdiggørelsen af diverse. I vaskemaskinen er der noget der måske bliver en taske eller en kattekurv. Garnet er noget der har været på lager længe men det er ikke blevet til noget. Nu får vi så se om det bliver brugbart. Der kan måske komme billeder engang.


16 november 2007

Klar igen.

Så er hovedet klar igen. Feberen er væk og jeg er næsten normal. Ja altså i det omfang det nu lader sig gøre. Der slappes af i sofaen med strikketøjet og godt musik. Jeg strikker med 2 farver og det er en udfordring for mig. Billeder følger i morgen. God weekend til jer alle.

12 november 2007

Midlertidig lukket

Bloggen er midlertidigt "lukket" på grund af sygdom. Jeg håber ikke jeg har smittet hele Noro bordet hos Birthe.
Vi ses...

03 november 2007

Første julegave klar

Så er årets første julegave klaret. En frisk lille gut på Fyn får alfesokker i julegave. Opskriften er fundet her. De er nemme at strikke og er sjove. God måde at få brugt rester på.

02 november 2007

Fundet!

Ord.
Daglig siges der ord
Mange ord fra mange munde
Meningsløse ord
Ord der sårer
Skaber had eller angst
Størst af alle ordene
Kærlige ord
Blide varme og trygge
Tillid knyttes blandt mennesker
I solnedgange
I stearinlysets genskær
I tusmørke
Ord hviskes gennem natten
Sagte
Er for smukke og skrøbelige
Til at blive sagt højt
Smelter bort i solens alt for klare lys.
Natten er tryg og farlig.



Endelig fandt jeg kurverten jeg har gemt siden 1981, hvor en veninde var på efterskole/højskole i eller omkring Egå. Hun hedder Åse Larsen, er en årgang ældre, og var en glad digter. Vi mødtes et par gange efter den tid men jeg har ikke set hende i 20 år. Jeg ved ikke hvor hun er eller hvad hun laver, men jeg tror hun arbejder med mennesker... Hun var en hurtigt og meget talende ildsjæl og var meget engageret i sociale tiltag. HMMM gad vide om det var derfor det gled ud ;o) Dengang var en bog mit bedste selskab. Bogen er så senere blevet byttet ud med strikketøjet. Det var meget in at skrive knækprosa. Jo selv jeg har lavet store værker.... Og nej de kommer ikke på bloggen. Det var vist mest noget med ulykkelig kærlighed og den store udfordring at være teenager først i 80érne.
Men er der nogen der kender Åse eller skulle du selv komme forbi, så smid lige en kommentar.