31 december 2006

Julegaven meldes færdig.


Her ses det færdige resultat af syslerierne i denne uge. En sød lille nissepige, der blot mangler 7 små tinknapper for at være færdig. Hun skal hedde Karine efter giveren og hun skal ikke pakkes ned sammen andet julepynt. Min gamle farmor sagde altid at man skal glemme mindst et stykke julepynt et sted synligt. Det skulle bringe held i det kommende år. Det er så hendes mission i år. Måske skal hun have søskende eller forældre inden næste jul. Jeg skal lige have fundet et sted hvor jeg kan "adoptere" fra.
Dette bliver så årets sidste post. Jeg har ingen nytårsfortsætter eller bare noget der ligner. Dog mener mit knæ at der skal ske et eller andet ;o))
Godt nytår til jer alle. Glæder mig til at være sammen med jer igen i 2007.

26 december 2006

Julegavebyt i Webstrikregi


Her ses indholdet af min pakke fra Karine. En lille nissepige og garn og opskrift til tøj til hende. Jeg blev bare så glad og overrasket over, at Karine i den grad havde ramt plet. Jeg er og bliver glad for kvalitetsnisser. Nu strikkes der på livet løs, for hun kan da ikke rende rundt med numsen bar.
Her har det været en stille og rolig jul. I aften skal vi arbejde igen og endda på overarbejde. Hm enestående at julen kommer bag på dem hvert år. Jeg kunne nu godt have tænkt mig at holde fri et par dage, men det kommer nok.

22 december 2006

Så blev det endelig juleferie.


Så er juleferie her. Den skal nydes så længe den varer. Tirsdag aften kl. 21.15 går det løs igen. Nå men den tid, den sorg.
Strikketøjet skal trimmes og noget skal trævles op. Noget skal væk og måske skal noget nyt ind. Jeg skal på min sædvanlige hyggeshoppetur i morgen. Bare mig helt alene og intet at købe. Alt er næstent klar. Lidt pynt på 2 par sutsko og så lidt indpakning.
Maden i julen er sådan lala. Jeg skal ikke være hjemme juleaften, så det skal jeg heller ikke tænke på. Jo det skal være nogle dage med total afslapning.
Så nu skal de sidste elektroniske julekort sendes rundt. Det klares nok i morgen eller søndag.
Så er der vist kun tilbage at ønske
Glædelig Jul til jer alle
og tak fordi I læste med.

16 december 2006

Har nogen set een magen til?


Er der nogen af jer, der har set een magen til? Jeg har ikke, og den opstod lidt sjovt. Snemanden er købt for at skulle stå i en dekoration ved min hoveddør, men kom aldrig længere end til spisebordet, hvor han hygger sig. Da kufferten skulle tømmes kom sombreroen frem og klask sad den på hovedet af ham. Kæk ser han ud og nu får han lov til at stå her i julen.

Julegavebytte i Webstrik.

Jeg vil lige vise at min gave fra Karine i Norge stadig er intakt. Og det bliver den ved med at være til juleaften...s...dags....meget tidlig morgen. Jeg er rigtig dårlig til at vente på at få gaver, så det er ren tortur at lade mig have den her i over een uge.Jeg takker for gaven og glæder mig til at åbne den.

Julepynt fra Mexico.


Julepynt er meget forskelligt alt efter hvem og hvor man er. Den her måtte bare i tasken hjem fra Mexico. Jeg havde set den i en tv-udsendelse og jeg var helt fortabt. Sådan een skulle jeg bare have. Turen gik og jeg så ingen. Så endelig i Merida i en lille butik stod den. Ind med mig og frem med Visaet. Der blev handlet og dagen var reddet. Jeg ved godt at den er skrækkelig. Hvem har dog nogensinde set et guldfår eller en blå ko.

15 december 2006

Det er jeg nødt til at få ord på.


Som nogen ved arbejder jeg på nathold, hvilket jeg er meget glad for. Jeg har indenfor de sidste måneder fået 2 nye dygtige ledere.
I aftes da jeg kørte på arbejde troede jeg at mit liv var slut. Det regnede og var mørkt og lige til en gyser...der kommer her.
Bag mig kører en mindre bil, jeg havde overhalet den 1 km før. Mod mig kommer en bil i min side af vejen. Der er ikke tegn til at den vil skifte spor så jeg blikker med lyset og råber op. Det med råberiet må have været for min egen skyld.
Endelig da der er ca. 2 meter imellem os drejer bilen tilbage i sit eget spor. Og fortsætter som intet var sket.
Nej det var der jo heller ikke, men jeg var da en del forskrækket. Heldigvis havde min nærmeste chef forståelse for, at jeg ikke synes at jeg var på toppen. Så jeg fik tidlig weekend på en lidt kedelig måde. Jeg tror jeg lige holder lidt øje med de andre trafikkanter de næste dage..
Om det een som hende oven over der passer på mig ved jeg ikke. Hende har jeg tyvlånt fra en anden hjemmeside.

30 november 2006

Nu er det snart jul:efterlysning

Her kommer en efterlysning i anledning af julen.
Jeg ønsker mig et Boye Neddlemaster sæt; strikkerens topnøglesæt. Men før jeg bestiller i udlandet ville jeg lige høre om der er een der vil sælge sit sæt. Det kunne jo være at der ver nogen derude der havde fortrudt sit køb. Det kunne jo ske. Desuden mangler jeg opskriften på nogle filtede futter uden hælkap. Jeg købte en opskrift i sommer fra det store udland, men det er forsvundet. Jeg ved godt hvor jeg købte det, men de kan ikke levere så jeg kan nå at strikke dem. Er der mon een der kan og vil hjælpe?
Men ellers gå tiden med at lande igen. Der er mange oplevelser der lige skal falde til før man er klar til at dele dem. Jeg lover flere billeder men skal lige vælge hvilke det skal være I skal plages med :o)

Indtil da nupper vi lige et af de mere sjove billeder fra Veracruz. På toilettet på vores værelse så toiletrullerne sådan ud da vi kom. Der var variationer, men ikke mange. Hmmm mangler de ikke noget at lave? NEJ, for det bliver helt sjovt at kigge på toilettet for at se hvad de kan lave på det her hotel..

24 november 2006

Jamen der er stadig liv


I dag har vi fået kylling bagt i jordovn. Det smagte bare rigtigt godt. Det var bagt med forskellige krydderier i en bradepande dækket med bananblade og noget andet bladværk. Det hele var gravet ned et hul i jorden stående ovenpå kul. Det havde bagt i 2 timer. Mums. Der var en del, der gerne ville lave det, når de kommer hjem. Så hvis naboen pludseligt graver et hul og begynder at lave mad der; ja så har de måske været i Mexico.

I dag har vi været i Uxmal for at se flere sten, der ligger ovenpå hinanden. Billedet viser troldmandens tempel. I følge legenden blev den bygget på en nat af troldmanden, fordi han havde prøvet kongens fjerprydelse. Det var der dødsstraf for.Men han kunne slippe, hvis han byggede et nyt tempel på en nat. Dog viser udgravninger, at der er 5 pyramider indeni hinanden. Men historien er jo god. Det har en hældning på 65 grader, så man må ikke klatre på det. Heldigvis!
I går prøvede jeg om der var stemning for et strik-in i Palenque ved Maya-ruinerne der. Jeg var temmelig alene. Men hold da op, hvor folk gloede. Ok det er måske heller ikke helt almindeligt, at man sidder midt på en pyramide i urskoven i Mexico og strikker.

16 november 2006

Jeg er gået i kloster.

Jeg er gået i kloster.... i hvertfald for i nat. Vi overnatter på en gammelt jesuitterkloster i byen Pueblo. Det er lavet om til hotel og er ok. Jeg troede nu heller ikke på at der var nogen der ville tro på andet;o)
Sjov skal der til, som det nok ses på billedet.
I morgen går turen videre til Veracruz som jeg ikke ved noget som helst om. Mon ikke jeg bliver klogere.
Mexico er helt som jeg forventede og helt anderledes. Jeg havde forventet at se en del tiggere på gaderne, men dem har der ikke været mange af. Ganske utroligt da vi startede ud med 4 dage i Mexico(ja det hedder det. City er noget vi andre har fundet på). Nu til morgen da vi forlod byen så vi en masse mennesker på Zocoloen(en by´s torv) pænt siddende på stole på rækker. De ventede på at blive een af de heldige der blev tildelt en bolig da en af fagforeningerne delte billige lejligheder ud. Alt så ud til at foregå roligt. Det er ikke let at få noget ordentligt at bo i. Så den del af det virker vist.
Strikketøjet bliver kun luftet i bussen og der strikkes sokker. Det er dejligt nemt.

14 november 2006

Mit waterloo


I dag skulle solpyramiden i Teotihuacan besejres, men jeg måtte kapitulere på 2. etage. Jeg ville gerne men kunne ikke. Jeg kom dertil hvor trappen deler sig i to. Tja da gik fruen kold. Det gik bare ud på at komme sikkert ned igen.


Langt bedre gik det med at få sig et billigt grin over hækken lige ved siden af. Den burde kunne holde naboens hunde ude. Faktisk bruges agaver og de her kaktus meget til hække ude på landet. Desuden avler man dem for at tappe saften og laver diverse ting ud af det. Blandt andet pulpe der var 6%. Ivan mente at det smagte af rengøringsmiddel.
Til slut et billede af en træt dansk turist.

13 november 2006

Nyt herfra.


Ferien er startet og jeg er et godt stykke hjemmefra. Billedet forestiller en dukke der skal forestille en død. Her i Mexico fejret man de døde de tre første dage i november. Man tager ud på gravstederne og holder en fest og spiser sammen med de afdøde.

På det andet billeder ser man både på kanalerne i de flydende haver i Mexico city. De hedder også noger andet men lige nu gider jeg ikke hente guidebogen. Her holder man søndag hvor man lejer en sådan båd og så sejler man en tur med kæresten, konen eller hele familien. Ind mellem de glade gæster på de større både sejler små plimsollere med forskellige varer. Hm kom da til at købe en poncho. Billede følger engang.

09 november 2006

Mettes rib.



Her er som lovet billede af forstykket af Mettes Rib fra designclub.dk. Jeg er ret vild med farven som ikke er blå ;o) På det andet billede kan man se en detalje fra den nederste kant.

08 november 2006

FERIE.

Endelig kom den: Ferien. Og den er tiltrængt Jeg er i massivt søvnunderskud og det bliver man noget kedelig af. Jeg er absolut træls at omgåes når det sker. Det bliver rart at få slappet noget af og komme hjemmefra. Jeg glæder mig lyset, maden, naturen og de mange oplevelser. Jeg ser til gengæld med gru på 6 timers ventetid i en lufthavn i Holland. Det kan da endda gå på vej ud men også på vej hjem må vi klare det. Det kan nu nok blive en oplevelse. Når jeg skal hjem, ja så skal jeg bare HJEM.
Kufferten er klar... og gabende tom. Ro på... det er først lørdag jeg skal afsted. Jeg har da overvejet hvad der skal i den. Ja strikketøj er jo et must, men der skal vel også noget beklædning i den. Det må jeg hellere kigge på.
Imorgen skulle der gerne komme et billede af forstykket af Mettes rib fra Designclub.dk på bloggen. Det er ikke let at få et godt billede indendørs efter kl. 16.

04 november 2006

Jeg har fået en gave.


Troldekugler er noget jeg vist aldrig bliver sådan helt færdig med. I aftes havde byen, hvor jeg bor, Open by Night og en repræsentant for Troldekugler var på besøg hos den lokale guldsmed. Jeg skulle da lige ind for at kigge og så ville kæresten da gerne give mig en lille ting. Enten det eller blomster. Ja så valgte jeg altså denne. Jeg elsker at kigge på de mange detaljer på kuglerne. Ganske vist er de en del dyrere end mange af de andre kæder med led, men jeg har ikke fortrudt, at jeg har valgt disse. Jeg kan fortælle, hvem jeg har fået de forskellige af. Hm det er vist noget kun kvinder går op i.
Måske kan jeg få min hang til smykker opfyldt i næste uge hvor jeg skal besøge Taxco. Det bliver ca tirsdag at jeg skal powershoppe.... måske. Det kan da være at det bliver FOR overvældende.... Næppe men uhhh hvor jeg glæder mig.
Er begyndt at overveje, hvilken slags strikketøj jeg skal have med, og lidt tøj skal der vel også i kufferten til 17 dages ferie. Ja, der er nedtælling og spændende bliver det da med alle de nye regler for at komme med ombord. Jeg har fulgt med på diverse hjemmesider for at være klar. Jeg tror på, at det nok skal gå.

26 oktober 2006

Nu nærmer det sig.


Ja nu bliver det mere og mere nærværende, at ví skal afsted. Rejsebøger, pas og sygeforsikring er klart. Og jeg glæder mig helt vildt meget... Godt at der er et stykke tid til d. 11.. for jeg er ikke helt klar endnu. Åhh Jeg håber det bliver en god tur. Mon der er strik ins i Mexico???

22 oktober 2006

Afsløret.


Ja man kan da ikke skjule noget som helst... for Hanne. Selvfølgelig skulle hun lige til at tage billeder da den sidste del af rovet på årets strikkefestival skulle forbi hende. Jeg troede ikke hun havde set det. Jovist både set og taget billede af det.
Hm barnet.. nej garnet skal blive til en slipover har jeg bestemt.
Det er endnu et bundt af Bentes flotte garn. Egentligt er jeg ikke til brunt, men jeg kan vel altid sælge det igen, hvis jeg fortryder.
Her strikkes der babyfutter ala dansk mohair og øves i at strikke hæl på den s.... strikkemaskine. Vi; Viktoria og jeg er ikke helt enige om, hvordan det skal gøres. Desværre må jeg se i øjnene, at fejlene er pilotfejl. Det er surt, men sandt.

14 oktober 2006

Skønne farver.


På turen hjem fra Ry fik jeg øje på dette syn. Det er helt utrolige farver, og jeg bliver vist aldrig træt af at fotografere himlen.
På strikkefronten skrider der 2 par sokker fremad og Mettes rib fra Designclubdk. Mærkeligt navn, når de ikke har deres egen hjemmeside.
Hende her er færdig med G-strengen derimod. Uha, jeg var slemt fristet til at købe noget af det her til een magen til, men jeg modstod fristelsen. Jeg venter til næste gang, jeg kommer forbi og glæder mig til at se billeder af den færdige model ;o)

Bedre sent end aldrig.


Her ses en dame med et mystisk strikketøj. Engang kan man vel få at se på hendes blog hvad det skal blive til. Vi venter og håber han kan passe den....

Stjålet billede.


Al begyndelse er svær, men det er f... længe siden, jeg har brugt så lang tid på at lære noget. Det irriterer mig meget, at jeg ikke har kunnet oploade billeder til min blog. Der er nu måske lys forude. Jeg tror, det skyldes, at jeg som mange andre tager billeder i meget høj opløsning. Det vil blogger ikke acceptere. Nu er der leget, og det ser ud til at det virker.
Jeg har leget med et af kærestens billeder. Tænk, hvis der skete noget med mine egne. Billedet er taget en morgen, hvor himlen legede igen. Eller er andre der har det sjovt. Flot ser det ud.
I morgen går turen til Birthe der holder strik in i sin butik. Det bliver sikkert hyggeligt, og der kommer nok en eller to jeg kender.
Vi ses!?

01 oktober 2006

Der sælges kurve


og der købes kurve. Og mange af kurvene fik nye hjem...

Hjemme igen...

Åh hvilken herlig weekend.
I rigtigt godt selskab med en flok dygtige kvinder, der bare kan det der med garn og pinde/hæklenåle. Der blev lavet en masse forskelligt i mange farver og former. Der blev shoppet, snakket, gramset på garn, røget, drukket kaffe og te, strikket, hæklet og grinet. Måske ikke i nævnte rækkefølge, men alt skete på Svendborg vandrehjem. Nogen gik tidligt i seng; andre meget sent. Nogen stod tidligt op; andre noget senere :o)). Ingen nævnt , ingen glemt.
Selv købte jeg mindre end forventet. Det vil sige at der stadig var plads i bilen hjem, men jeg havde ikke brug for mere. Jeg er træt og glad og mæt af indtryk gennem mave, ører og øjne. Lige nu kan sjælen ikke rumme mere, men giv mig ro en dag eller to, og jeg er klar igen. Imorgen vil jeg prøve om jeg kan tage billeder af weekendens indkøb. Jeg er især glad for at jeg købte hjemmespundet garn af Bente . Det er bare så lækkert,og blødt og nogle fantastiske farver. Billeder kommer snarest. Jeg er træt ;O)) og går i seng :O). Vi ses.

25 september 2006

Viktoria, min sokkestrikkemaskine.


Viktoria klar til start
Har da helt glemt at vise min strikkemaskine frem. Gode venner er vi ikke endnu men mon ikke det kommer. Helle siger, at det at have en sokkestrikkemaskine er "et arrangeret ægteskab". Hm det skal nok gå, når bare mine hjerneceller ikke vælter sig i medicin.

23 september 2006

Uforsvarligt.

 
Jeg ved det godt. Det var dybt uforsvarligt at køre over Storebælt med 70 km/timen med kun een hånd på rattet og kameraet i den anden. Og det bare for at tage billeder af en bro og en solnedgang gennem en snavset bilrude. Pyt, jeg kan godt lide billedet alligevel. Jeg er meget facineret af vore broer og hvordan de kan samle de forskellige landsdele. Måske er det fordi vi i mit område ikke rigtig har nogle fantastiske broer. Undtagen dem vi nogen gange brænder bag os. Men de store bygningsværker... Jamen de er for mig spændende. Vestjylland er jo ikke berettiget til disse. Noget mere fladt skal man da lede længe efter.
Intet strik da jeg har hostet mig til et hold i nakken som en sidegevinst til min atypiske dobbeltsidige lungebetændelse. Jo her går det virkeligt godt.... men jeg er klar på fredag...håber jeg. Posted by Picasa

22 september 2006

Se den og bliv inspireret

 
Hvad snakker hun om? Udstillingen med Elsebeth Lavolds strik på Thisted Museum. På min 2. feberfrie dag kørte vi til Thisted for at se strik med snoninger; mange snoninger. Utroligt for et arbejde der har været ind over for at beregne at lige der skal den linje gå for at det ser godt ud. Jeg er facineret og klar til at starte fra en ende af. Hm måske skal jeg bare gøre Ragna færdig først... eller noget af alt det andet der ligger. Nå det kan vente.
I næste uge går turen til Svendborg hvor Webstrikkerne holder deres strikkefestival. Om jeg glæder mig? JA for pokker. Det bliver rigtig rart at se rødderne igen. Især Hanne, som jeg skal bo sammen med i den weekend. Mon ikke det går? Vi plejer da at hygge os... Posted by Picasa

14 september 2006

Hej Hanne. Et lille hint...


Her er lige lidt hjælp til dig Hanne. Måske kan du nu gætte, hvad jeg har købt. Det er på grund af dette, at jeg ikke kan komme med til Thisted, hvor der i denne weekend er kursus med Elsebeth Lavold. Det ville være dejligt om man kunne være mere end et sted men det kan man ikke... endnu. Derfor tager jeg turen til "Djævleøen" og henter madammen hjem. Det bliver spændende om vi kan enes om at strikke.... Måske skal jeg bare nøjes med at lære kæresten at strikke på den. Det er jo ham der bruger dem hver dag.
Men ellers går det stille og roligt derudaf. I weekenden var jeg på kursus med Vivian Høxbro. Jeg fik lige genopfrisket dominostrik og dens finurligheder. Det var en rigtig hyggelig dag sammen med en del andre webstrikkere. Jo hvor godtfolk er, kommer godtfolk til.
Nu venter min sweetheart kopi i svale garn. Desværre er har jeg ikke købt nok, men jeg håber at Karen Noe har mere på lager. Det finder jeg ud af på et senere tidspunkt...

07 september 2006

Og ferien er næsten forbi.

Uha sommerferien er næsten brugt. Kun tre dage tilbage. Og der er næsten ikke tid til at strikke. Jeg er endelig nået dertil hvor jeg skal male i mit nye badeværelse. Det er rart at der snart er ende på trængslerne. Ja grin bare, men mit lånte das uden træk og slip er lidt af en oplevelse i det vejr vi har på denne årstid. Man kan ikke engang læse avisen derude for så skal døren stå åben og så bliver avisen våd og så har vi balladen. Ja jeg glæder mig til indendørs toilet, egen bruser og en vaskemaskine.... Det bliver en stor dag når jeg kan flytte hjem igen. Heldigvis har jeg en sød kæreste der har givet mig husly mens det står på. Mon han trænger til en pause snart? Ja det er ikke let.
Heller ikke i dette indlæg kommer der billeder. Der er problemer med at få billeder til at hoppe fra kameraet og til computeren uden kabel. Det er ikke meningen at det skal ske af sig selv men det kunne f.. være rart om det gjorde.
I næste uge får jeg et nyt stykke legetøj. Det bor indtil lørdag i næste uge hos en sød dame langt væk. Hvad det er?? Jamen du må vente til jeg har hentet den.

05 august 2006

Kom forbi en butik

Var på vej til kærestens kusines fødselsdag på Fyn og den rigtige omvej gik via Uldum hvor Karen Noe har butik. Købte garn til denne bluse. Min bliver i blå/lilla i stedet for grønlige farver. Jeg købte også lidt svalegarn fra Dale. Det er så til gengæld lysblå. Bare lige for ikke at svigte farven. Hvordan den lige skal se ud ved jeg ikke men det kommer nok. På strikkefronten går det godt. Har lavet MIs perlemor om så den passer til mig. Billede følger snarest.
På badfronten står jeg til gengæld helt stille. Jeg venter på at væggene skal tørre 1. gang....

10 juli 2006

Turen gik til Hjerl Hede



Her ses det nye indgangsparti på Hjerl Hede. Flot og ganske anderledes end det gamle.



Her et af de klassiske billeder fra landsbyen.


Og her er der søndagsskole i det vi kalder stenalderen. Uha man er blevet klogere de sidste 30 år for da jeg var barn havde de næsten ikke noget tøj på.

09 juli 2006

Andet end gulv.

I dag har vi holdt helt fri. Turen gik i stedet til Hjerl Hede, hvor jeg kommer flere gange om året. Jeg skulle jo lige se deres ny indgang. Flot er det blevet. Området ligner sig selv. Dog skal lige nævnes bageriet hvorfra der kom den lifligste duft af gammeldaws bagværk. Uhm.
Renovering af badet skrider frem efter planen. Fliser osv er indkøbt. Nu venter jeg bare på at gulvet skal tørre.... Om een måned er mit bad klar igen. Jubii.
På strikkefronten sker der ikke noget som helst. Jeg strikker lidt sokker og lidt på min ribrap. Det bliver vist ikke denne sommer at den bliver færdig.

22 juni 2006

Så sku da pokker...

Ok det har ikke været min dag. Da jeg stod op synes jeg der var en anderledes lyd i mit badeværelse. Hmhm. Hvad var dog det? Ja efter et hurtigt kig på vandmåleren var der ikke mere tvivl. Et defekt vandrør i gulvet. Og nej jeg har ikke rørskade, da alle mine rør er synlige på nær de få i badet..... Ja så nu skal der ikke strikkes de næste par dage. Der skal brækkes gulv op, laves vand og gulvvarme(det kunne jeg ligesom ligeså godt gøre i samme omgang). Og om en måned har jeg et bad igen. Jo vi satser på en kølig sommer, for hvem gider køre 1 km for at komme i bad. Så denne gang har mit fravær på bloggen en forklaring og det er ikke dovenskab. Men jeg vil nu alligevel strikke lidt på arbejde, eller bliver jeg da helt kulret. Vi ses.

11 juni 2006

Strik out i Ry.

Vejret var helt perfekt i Ry igår lørdag, hvor vi var en del samlet til strik out på havnen i Ry. Egentligt skulle vi have været hos Birthe, men da det også var WWKIP dag; ja så måtte vi jo ud i verdenen. Og vi vagte da også lidt undren. Der var flere af de forbipasserende, der kiggede på os og enkelte spurgte til os.
Strikning blev det da lidt til. Der strikkes sommerstrømper uden skaft til mig selv. På min arbejdsplads bruges sikkerhedssko, og de er hårde ved bare fødder. Så der strikkes og strikkes til beholdningen er i hus. Egentligt burde jeg være i haven, men det er ikke så spændende... selvom mine sommerblomster kommer fint. På vej til Ry kørte jeg via Urtegartneriet for jeg havde set på en anden blog at man der kunne købe duftgeranier. Uhm, jeg kom til at købe een med ferskenduft og een med citronduft. Nu skal de bare lige blive lidt større. De er lige den perfekte størrelse til forsendelse, men de fylder ikke meget i potterne. Ejeren sagde at de hurtigt blev større. Det kan jeg så glæde mig til. Billeder kommer senere.

03 juni 2006

Sidste nye legetøj.



Der er skam stadig liv, men det er længe siden at der har været nyt at fortælle. Pisa er færdig, men blev lidt for stor. Der tænkes over dens skæbne...

I stedet vil jeg vise mit sidste nye legetøj. Jeg havde to rugbrødsmodeller i forvejen;o). Et elektrisk krydsnøgleapparat! Et must for mange. Det er min fødselsdagsgave fra min far. D.v.s. han gav mig penge og mente at jeg skulle bruge dem på en luksusting. Dette er en luksusting for mig. Jeg er ikke sikker på, at han er enig med mig, men han synes da for det meste, at det er pæne ting jeg laver.



På det andet billede ses en nøgle specchio købt i Italien. Det er blåt bomuld med små sølvfarvede palietter(dette er ikke stavet korrekt,da min ordbog er blevet væk). Min kærestes mor har været på ferie i nærheden af Ravenna. Hun spurgte selv inden afrejse om vi havde nogle ønsker: Ja blåt eller sølvfarvet garn. 1 nøgle hjembragt. Den skal bruges til noget helt specielt.
På pindende sidder der strømper som altid, et sjal i mit hjemmefarvede garn og Claudia i en flot petroleumsfarve.
God pinse til jer alle.

05 maj 2006

Bare lige et billede af min magnolia.


Her ses mit yndlingstræ. Min mor sagde, at min betagelse af magnolia kom af, at jeg er født på Fødselsanstalten Jylland i Århus. Udenfor hovedindgangen stod to store magnolier. Jeg har kun een gang set disse træer, når de blomstrer. De blomstrer da hvert år, men jeg har ikke lige været i Århus i den periode.
Som det kan anes på billedet trænger min have til en kærlig hånd. Jeg arbejder på det. Forhåbentligt kommer der flere billeder fra haven i løbet af sommeren. Strikketøjet og kaffen kalder....

02 maj 2006

Færdig med den.. næsten


Her ses min nyeste trøje.Billedet viser ryggen. Den er blevet rigtig go'. Jeg tror jeg kommer til at bruge den meget. Den mangler en skylning/tørring og så lige nogle knapper. Ellers bliver det vist for uartigt. Garnet er fra Irene . Den er blød og lækker, og jeg tror, der er flere på vej i samme stil. Jeg kan godt li' at de lange farveskift rigtigt kommer frem i dette mønster, der er stjålet fra Sweetheart jakken.
Her ses et billede fra min have. Jeg fik øje på at min asparges er kommet op idag. Ja altså, jeg har flere, men denne her var først.

27 april 2006

En blå trøje.


Hun strikker en blå trøje. Sikken en overraskelse. Men den her er ikke kun blå. Den er også grøn og lidt til. Den bliver rigtig flot, men jeg er i tvivl om jeg med mine rokokoformer kan bruge noget taljeret. Hmmmm det må komme an på en prøve ellers må den strikkes om. Lige nu mangler den kun et ærme og en halskant synes jeg. Mønsteret er tyvstjålet med få ændringer.
Jeg er nødt til blive færdig med den her så jeg kan få gang i mit hjemmefarvede. Har allerede et par ideer på beding. Nu får vi se hvad det bliver til. Spændende bliver det; selvom det ikke er blåt :o)

26 april 2006

Farvekursus i Skals

Også jeg har været på farvekursus i søndags. Underviser var Karen Noe og det blev en rigtig dejlig og lang dag. Jeg valgte at lege sammen med Jette A. og Helle C. Heldigvis havde Jette forskellige slags garn med så vi kunne se flere slags blive farvet. Det var spændende og jeg blev lidt hooked på det. Jeg har flere ideer til hvad man kunne farve osv.

Her ses noget af Jettes garn.



Her kan ses et forsøg udi farvnings kunst. Og her er et andet forsøg som egentligt var det første.


Begge dele blev næsten som forventet. Dog blev det lyse lidt skrappere i farvene end forventet.

Det var en rigtig god oplevelse som jeg gerne gør om.

21 april 2006

Næsten for godt


I webstrikgruppen blev der reklameret en enkelt gang for bogens dag, hvor en af landets større boghandlerkæder gav 20%. Ok, det gjorde, at jeg MÅTTE eje disse 2 bøger. Og jeg fik de sidste eksemplarer, de havde hjemme. Uhu der er dømt hygge. Og man havde sikkert ikke noget garn der lige passer til den model man helst vil strikke, så en tur forbi Garnlageret i Holstebro og ned i posen med lidt garn. Ekspedienten i butikken blev glad og noterede straks titel og ISBNnr. ned. Hun mente at det ikke var ofte at hendes garn var i bøgerne.
Nu skal jeg bare lige have noget på pindene.... som om der ikke var gang i nok. Min sweetheart kopi skrider langsomt fremad. Billeder følger snarest.
Søndag skal der leges igennem håber jeg. Jeg skal på farvekursus i Skals på et lille eksklusivt hold med 12 deltagere. Det glæder jeg mig meget til. Måske kunne det blive til lidt billeder derfra også... Løfterne kender ingen grænser.
Ha' en god weekend.

08 april 2006

Strik in hos Christa


Der sker ting og sager, når man er til strik in sammen med Webstrikkere. Ikke blot trakterede Christa med mad og drikke men en sang blev det også til.
Hun og Nelly sang sammen, og det klarede de godt. Irene sidder stille i baggrunden og nyder koncerten. Måske skal man være glad for, at der ikke er kommet lyd på indlægget her.
Ellers blev der snakket og strikket og gramset garn og kigget på opskrifter og løst strikkesoduko og grinet og snakket lidt mere. Alt i alt en hyggelig dag som absolut var turen værd.
Her ses flere af deltagerne.


Det er Jane og Inger, der snakker og strikker.


Trine og Sus havde indtaget det meste af sofaen, og de var ikke til at lokke derfra. Først da der kom mad på bordet til allersidst forlod de deres fort.
Og Henning, Christas mand, holdt sig klogeligt i sit hobbyrum undtagen når han skulle hjælpe fruen.



Jo det var en rigtig dejlig dag. Tak Christa. Og alle i andre.