08 marts 2006

At have fødselsdag.

Er en dejlig ting. Især når man som jeg er glad for gaver. Både at få og sandelig også at få lov til at give den helt rigtige gave. Jeg fik mange dejlige gaver i år. Den største var en rejse til Mexico til den by, der er eet stort sølvmarked. Hvis der er nogen derude, der ved, hvilken jeg skriver om så send mig lige en mail. Jeg ved nemlig ikke, hvad den hedder, men jeg så et rejseprogram på DR2, hvor de besøgte den der by. Og jeg er vildt glad for sølv, så nu skal der spares op. Nul garn indtil....næste gang jeg falder for en fristelse.

Dagens største overraskelse var en smuk blå buket fra Hanne i Århus.
Den kan ses her på billedet. Desuden fik jeg besøg at Nelly(endnu er webstrikker), der lige kom gennem byen. Chokolade og en blomst havde hun med til mig.
Festen startede allerede om morgenen, hvor jeg havde inviteret de af mine kolleger, jeg har mest kontakt med, til morgenkaffe. De første kom kl. 06.20, og de sidste gik omkring kl. 10. Det var rigtig hyggeligt, for der var ingen der havde travlt med at komme hjem og sove. Vi natholdsfolk er ellers ikke nemme at lokke til noget midt i ugen. De fleste ved, at ugen kan blive meget lang, hvis man ikke får søvn nok fra starten af ugen. Dagen blev afsluttet med en lækker middag på byens hotel . Nu er der da lang tid til jeg fylder rundt igen ;o).

30 januar 2006


Her ses en rigtig sød unge iført hjemmestrikkede futter i Opal tiger. Hendes far har selv lavet snorene på en strikkelise med håndsving. Han vidste dog ikke det var til hans egen datter. Anne Sofie har egentligt først fødselsdag i morgen men kom til verdenen allerede d. 17 december. Heldigvis er hun og hendes mor nu hjemme.

29 januar 2006

Luffer som min farmor...


aldrig nogensinde ville have lavet dem. Det skal siges, at min farmor var meget sirlig, når hun strikkede til os unger. Hun ville have rystet længe på hovedet af mig. Og så puttede det skøre barn uld i vaskemaskinen med VILJE. Nej, sådan var det sandelig ikke, da hun var på min alder i 1939!! (Vaskemaskinen, som vi kender den, var ikke opfundet.) Næh farmor, men tiderne ændrer sig og det gjorde Birthes hjemmefarvede uldgarn sig også efter en tur på pindene og i vaskemaskinen. De blev lige som jeg gerne ville have dem. Den opmærksomme læser vil have bemærket, at de er BLÅ. Overraskelse. Næppe for de der kender mig. Og især de der har haft den tvilvsomme oplevelse at møde mig. Konen har næsten kun blåt tøj. Til gengæld er hele registeret repræsenteret fra sarteste isblå til en mørk og dyster mørkeblå. Jo, jeg elsker de blå farver.
Ellers er der kommet er par Jaywalker på pindene. Sådan som lidt hyggestrik. Og overraskelse: de er lilla.... Ja hvad skal det ikke ende med.

Egentligt ville jeg have bare have vist jer et billede af en baby i babyfutter, men Blogger vil ikke acceptere billedet nu. Prøver igen imorgen. Der er strikketøj, der kalder og måske et par timers søvn. Natholdsfolk er vågne på de mærkeligste tidspunkter og sover altid ;o)

28 december 2005

Jeg er blevet memet af Christa

for laaang tid siden, men jeg har ikke fået gjort noget ved det.
Her kommer det:

Mit favoritgarn:Hm jeg kan godt lide Opal og regiagarnet til sokker. Til trøjer osv er jeg nok mest til uld. Jeg er glad for Henrichsens Uld fra Skive. Det sælges under mange navne. Noro garn er jeg vild med pga farverne.

Mine favoritpinde: Nogle gamle tyske pinde der vist er forløberne for vore dages Addi pinde. Til sokker fortrækker jeg bambus eller ibenholt.

Det værste jeg har strikket er:En norsk sweater i Peer Gynt. Den blev slet ikke som den på billedet. Jeg har haft traumer ang. flerfarvet mønster siden dengang i '82.

Min favoritopskrift/ Det sjoveste jeg har strikket:
Entrelac som så også blev, som jeg forventede. Desuden Kuba variation af MI


Favoritteknikken er:Det sjoveste har været entrelac som Jette A. fik mig sat igang med sidste år på en stormfuld januarlørdag, hvor taget nær var røget af Birthe P.s butik. Men jeg kan også godt lide de forskellige ting Hanne Falkenberg, Vivian Høxbro og Marianne Isager.

Min bedste strikkebog er:Uha svært spørgsmål. Jeg har kigget en del i Marianne Isagers Strik ala carte og Inka. Desuden sætter jeg stor pris på Nicki Epsteins bøger med kanter og diverse blomster og blade.

Min favorit Knit along:Deltager ikke i den slags, da jeg af erfaring ved, at jeg ikke bliver færdig indenfor den afsatte tid. Får nærmest en strikkeblokering af det ;o)

Min favorit blandt mine strikkede ting er: Uden tvivl min avis trøje fra Marianne Isager. Den har snart 15 år på bagen og er still going strong. Den har fået lidt hjælp på begge manchetter, men har klaret at være overtøj, sengetrøje og morgenkåbe i alle de år. Den har en fast plads i stuen så den altid er klar.

Dette var alt fra mig. Jeg sender bolden til Nettie som jeg håber vil lege med. Jeg glæder mig til at se hvad hun finder på.

22 december 2005

Så er det næsten jul


Årets nisse og jeg ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Vi takker for at du har fulgt med i den noget ustabile dagbog. Jeg skal prøve om jeg kan gøre det bedre næste år. Ha' det godt og pas på dig selv og hinanden.

08 december 2005

Hold da op.

Jøsses et chock jeg har fået. Hvem i alverden køber alle de bøger jeg har fundet rundt omkring i min stue? Og har jeg virkelig selv købt alle dem? Svaret er JA! Een af juletraditionerne her hos mig at jeg rydder mit 2 kvm. store sofabord og giver det en gang sæbe. Hold da k... hvor kom der meget til syne. Bøger og diverse jeg havde glemt jeg havde eller ikke kunne finde. Nå ja så lå der jo også ca. 15 hæfter og 10 bøger under det plus alle udklip fra diverse blade, hvis man lige kommer til at mangle noget at lave. Øh.. måske skal jeg fremover holde jul 2 gange om året. Og jeg vil ønske mig et ekstra rum til jul til at mit grej i stedet for at have det i et hjørne af min 40 kvm stue. Ret meget i et hus på 70 kvm. Nå men der er jo kun mig selv til at rode og holde orden.
Om jeg stadig strikker: ja det bliver da til lidt. En enkelt nisse der står til tørre lige nu+ diverse sokker der fremstilles hele året. Alt andet er gået i stå, men det skal nok starte igen efter jul.
Jeg må videre: arbejdet kalder.....

27 november 2005

Kom lige til at....

køre til Lemvig, hvor Marianne havde åbent hus. Hun skulle da ikke være alene med sine dygtige hjælpere, så derfor... Købte kun lidt garn. En pakke med Bebe til tøsetrøjer og så noget Inca alpakka til et sjal og til et par pulsvarmere. Det er bare så blødt, at man skulle tro, at det var løgn. Men det er det ikke. Desværre er der lige et par ting, der skal være færdigt, før jeg starter på dette.
På vej dertil kørte vi forbi dette sted i Lemvig. Kom til at købe et krus. Det var alt sammen flot og det var svært at beslutte sig, men kruset føltes helt rigtigt i min hånd, så nu kan jeg drikke kaffe af mit nye krus og gramse på garn. Ikke nogen dårlig kombination.
Og til slut lige en tak til jer, der har skrevet til mig pga det forrige indlæg. Det varmede ;o)

25 november 2005

Beklager den lange tavshed.

Her skulle der have været en masse billeder af alt mit strikketøj. Det kommer der ikke, for i stedet for at bruge min energi på strik, er den blevet brugt på sygdom. Min mor har været meget syg og døde i sidste uge. Denne ferie er derfor blevet til en form for arbejdsferie og "komme ovenpå igen ferie".
Alt i alt er det det bedste der kunne ske for min mor. Her tænker jeg på alle de trængsler, hun allerede havde været igennem og alt det, der hurtigt kunne støde til som astmapatient med 10% lungekapacitet og 24 timers tilslutning til ekstra ilt. Desuden var hun diabetiker i svær grad,svært ved at se(pga skader fra førnævnte), havde bronkitis og flere gange lungebetændelse hvert år, som tærrede på hendes kræfter. At hun så kun var 65 år gør jo ikke sagen bedre. Jeg har set i øjnene at det var det bedste for hende. Hårdt og ufølsomt: Ja måske, men realistisk set godt. Een af hendes bekendte kom til bisættelsen og hun er på samme stadie som min mor var. Hun så virkeligheden i øjnene den dag... Og det tog meget hårdt på hende.
Nå jeg strikker da vist stadig. Det er blevet til 10 omgange på et par sokker i denne uge. Jeg har dog gang i masser af strik, men det bliver ikke til noget. Desværre er det ene projekt en julegave og det andet en bestilling..... Det bliver vist efter jul.... som vel igen i år falder på d. 24 december.... eller kan vi rykke den til januar evt. februar... Håber jeg bliver bedre til at skrive her.
Tak for at du læste med. Det hjalp at få det skrevet ned...

17 oktober 2005

Så er jeg her igen...

Her har I mig tilbage! Faktisk vidste jeg ikke, at jeg ville være så længe væk. Beklager. Hvad tiden er gået med? Jo, arbejdet tager jo sin del af ens fritid. Nå men strik er det også blevet til. Alle de obligatoriske sokker springer vi let henover. Derimod er jeg blevet lokket til at strikke en trøje med 2 farvet mønster. Det er jeg ikke særlig god til, men jeg prøver. Især fordi aftageren af trøjen har gemt et gammelt nr. af Alt For Damerne fra februar 1992. Det er da en ønsketrøje. Bare jeg nu kan klare opgaven. Billede? Ja måske senere. Nu skal jeg lige se, hvordan det går.
Jeg har også brugt en dejlig weekend i Silkeborg på vandrehjemmet sammen med en hel flok strikkegale damer og madammer fra Webstrik. Det var bare hyggeligt. Jeg fik gramset på en masse spændende garn og brugt lidt penge også. Sådan går det. Desværre fik jeg ikke taget nogle billeder, men de gode stunder findes på den indre filmfremviser. Jeg er allerede begyndt at glæde mig til næste år, hvor kongressen vist skal finde sted i Svendborg. Har plottet mine feriedage ind omkring den sidste weekend i september. Den slags er man nødt til at være med til.
Jeg skal prøve om jeg kan få taget nogle billeder af alt mit strikketøj. Det må vente til jeg er vågen i dagslys(arbejder nathold). Ses..

20 september 2005

Øv øv øv

Jeg ved godt, at det er mig, der er dum, men sådan er det jo bare. Eller er det mon fordi en ondsindet mellemørebetændelse(i min alder!!!) ikke er til at blive kvit, eller er det bare fordi fordi fordi....
Altså alle andre kan. Hvorfor kan jeg så ikke hitte ud af det der RRS eller Bloglines. Det kan jeg ikke. Jeg har da oprettet en profil, og det er lykkedes mig at lægge enkelte sider ind, men fandeme om det vil lykkes for mig at få jer alle med :o(. Nej nej. Nå, men så må vi jo prøve igen og igen...
Hmmm tålmodighed er ikke min stærke side, og jeg bliver noget så edderspændt, når der er noget, jeg ikke kan finde ud af.
Videre til noget mere spændende; Strikketøjet! Der er jeg mere på linje med mine evner. Creek strikket i Rowan denim er smuttet på pindene. Hold da op hvor det smitter af. Jeg ligner noget der har været med i et kemiforsøg, altså på hænderne,når jeg har strikket lidt på det. Det går ellers godt, og jeg har vist ikke lavet nogen fejl endnu. Desuden strikker jeg Kimonoblusen fra Jytte Slente, diverse sokker og babyfutter. Af pindene er gledet Karen Noes Liljekonvalsjal. Det er ikke lige mig alligevel så det er blevet til garnnøgler igen. Jeg prøver igen en anden gang.
Jeg må videre. Mit hoved er lige ved at trille af skuldrene. Jeg har en voldsom hovedpine, der bare ikke lader sig kurere mens jeg får pencillin. I behøver ikke at have ondt af mig. Det klarer jeg sagtens selv:o)